| |
|
Fra malerfirmaets historiebog |
| ||||
|
21. oktober 1915 blev firmaet grundlagt af den polske flygtning og maler Feival Friedmann. Med sit mobile værksted - en trehjulet cykel med lad - kørte han rundt og malede for byens bedre borgerskab. Forretningen voksede hurtigt og allerede efter 1. verdenskrigs afslutning indrettede han kontor og værksted på 3. sal i baggården til Landmandsbankens ejendom Nytorv 7 og samtidig blev cyklen udskiftet med en motorcykel. Forretningen voksede stadig og den 26. april 1930 ansatte han firmaets første lagerforvalter, som straks blev udstyret med en Citroen B.25 - til den nette sum af 2.200 Kr. ! Firmaets første malermester Carl Jacobsen blev også ansat i denne periode og ude i byen malede ca. 25 malersvende for malerfirmaet F. FRIEDMANN. I midten af 30'erne flyttede firmaet ind i større lokaler i naboejendommen Nytorv 11, men stadigvæk på 3. sal. Børn var der også blevet tid til - to piger og to drenge - og som den forudseende mand han må havde været, blev den ældste af sønnerne Harald Friedmann uddannet som maler og hen mod verdenskrigens begyndelse deltog han sammen med faderen i ledelsen af firmaet og navneskiftet til H. FRIEDMANN & SØN var en naturlig konsekvens heraf. Under krigen blev familien, som mange andre jødiske familier, nødsaget til at flygte til Sverige. Da familien kort efter krigens afslutning vendte tilbage til Danmark, var det uden firmaets stifter, som var død i 1943. Glædeligvis vendte de hjem til et fuldstændigt intakt firma, som i krigsårene var blevet passet af malermester Carl Jacobsen, bistået af et trofast og loyalt personale. | |||||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |